Telia og Elgiganten indgår strategisk samarbejde
Telias digitale univers bliver tilgængeligt i alle Elgigantens butikker fra 19. juni
Hos Telia påpeger privatkundedirektør Christoph Nørgaard, at Telia nu får 37 flere udsalgssteder og dermed kommer endnu tættere på endnu flere kunder. Men også Elgigantens volumen med både mange og meget store butikker ser han som en væsentlig årsag til det nye strategiske samarbejde.
- Vi beholder vores egne specialiserede butikker, hvor vi er eksperter i at rådgive folk om de mange digitale muligheder, Telia kan tilbyde til en moderne husstand. Men hele Telias produkt-univers, hvor kunderne har frit valg på alle digitale hylder med alt Telia TV over film og serier til digitale blade og magasiner, bliver nu også tilgængeligt i Elgiganten, siger Christoph Nørgaard.
Hos Elgiganten glæder administrerende direktør Peder Stedal sig over samarbejdet med Telia.
- Jeg er meget glad for, at vi nu kan tilbyde vores kunder abonnementer fra Telia. Det er en klar styrkelse af vores sortiment inden for telefoni, siger han.
- Vores målsætning er altid at kunne tilbyde vores kunder et stort og interessant udvalg af tjenester og produkter, og der er ingen tvivl om, at samarbejdet med Telia bidrager yderligere til det. Vi får simpelthen et rigtigt stærkt udvalg i mobiltelefoni og relaterede produkter, der henvender sig til langt de fleste kunder, siger Peder Stedal.
Fra den 19. juni vil Telias produkter være tilgængelige i alle Elgigantens butikker i Danmark.